Hvor er det uhyggeligt, som vi mennesker kan behandle os selv.

Verden har i dag mistet en stort kunstnerisk personlighed. I en alder af kun 48 år, gav Whitney Houston slip i livet.
Tragisk og trist, det er hvad det er.

Den første CD jeg købte var soundtracket fra “The Bodyguard” og jeg har altid elsket Whitney’s stemme.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over hvad det er stjerne status gør ved folk. Stoffer og alkohol præger ofte deres liv. Hvorfor?
Hvad er det der er så slemt ved berømmelse, millionindtægt, anerkendelse og tilbedelse?
De ting som mange af os drømmer om, og derfor stiller op i programmer som f.eks X-factor.

Jeg tror det er et ensomt liv. Et liv hvor man aldrig kan være helt sikker på om folk elsker en for den man er – eller for det brand man er.
De helt store stjerner har jo nærmest gude status blandt deres fans. Det må virkelig også være syret.
For hey – det er ganske almindelige mennesker, med masser af fejl 40 (læs. menneskelige fejl) indkodet, ligesom os andre.
Nu har jeg jo hverken stjernestatus – altså med mindre man kan kalde 40 facebook likes for stjernestatus, men det kan man vist ikke….? -  million indtægt eller noget i den stil. Men jeg har kendt mennesker i mit liv, der har synes jeg var helt fantastisk. Nærmest fejlfri. Og det er vildt ubehageligt.
For jeg laver masser af fejl, dem vil jeg ikke være foruden, for det er dem der udvikler mig som menneske.

Jeg bryder mig ikke om at være en illusion. Og prøver at sætte mig ind i Whitney’s situation.

Tænkt hvis man nærmest ikke kunne bevæge sig i Netto uden at blive genkendt. Og ikke bare genkendt, men derimod hysteri. Grædende, skrigende mennesker der bare elsker én uden grænser og vil sælge sin egen mor for at komme tæt på en.
- Det er sådan jeg forestiller mig det foregår derovre i USA. For det er sådan jeg ser det udstillet på TV. Og faktisk tror jeg ikke det er helt langt fra sandheden.

At skulle forene det med “bare” at være sig selv. Et ganske almindeligt menneske, med ganske almindelige tanker, ganske almindelige følelser, ganske almindeligt dårligt selvværd mm. det må simpelthen være nærmest umuligt.

At se sig selv på forsiden af verdens aviser, magasiner – og ja endda på diverse nyhedskanaler nærmest HVER gang man træder ved siden af.
At hele verden ved man har et alkohol og narkotika misbrug. At hele verden ved man er sammen med en mand der har tævet en. At hele verden følger med overalt man bevæger sig.
Og ALLIGEVEL bliver man forgudet af sine fans.
Det kan ikke være mange mennesker med adgang til enten TV eller internet, der ikke kender Whitney’s historie i korte træk.

Whitney har haft et hårdt liv. Og jeg er ikke i tvivl om at hun har været meget ulykkelig. Når man har brug for at dulme så meget som hun har gjort, så har det ikke været en dans på roser.

Måske er det, det bedste for hende at ha fået fred. Det vælger jeg at tro på.
Hun vil altid leve videre i den musik hun har givet os, og jeg håber folk vil stoppe op, tænke over hendes historie og hvordan vi behandler hinanden og os selv.