Og det har fået mig til at knække lidt sammen… Følelserne er simpelthen gået amok inden i mig, og det har man også kunnet se på bloggen.
Det går heldigvis bedre nu… Jeg har brugt et par dage – eller faktisk næsten hele ugen i mit helt eget selskab. Prøvet at søge tilbage til overskuddet og energien. Lysten til socialt samvær og sjov og ballade.
Idag går jeg ud i verden. Bobbe og jeg har planer om en længere vandring i vores by.
Jeg er klar til at se mennesker i øjnene igen, for den værste følelsesmæssige uro har lagt sig. For nu i hvert fald. Dæmonerne er gået tilbage i dvale.
For ja – jeg har mine dæmoner at slåsse med. Om en af dem hedder Anne? Nja.. Det er ikke så meget Anne – som det svigt jeg føler hun har udsat mig for.
Jeg synes nogen gange det er lidt svært at skelne mellem en følelse og det menneske der har givet mig følelsen.
Min kærlighed til et andet menneske tror jeg stadig ikke kan dø. Og jeg ønsker det bestemt heller ikke.
Anne er fortid for mig – men svigtet, følelsen – det vil jeg bære rundt på længe endnu. Måske altid.
Forhåbentlig bliver jeg bedre til at leve med det. Og forhåbentlig vil følelsen fylde mindre i mig med tiden.
Det er det seneste svigt i mit liv – og derfor er det, det der står tydeligst i min bevidsthed.
Om jeg svigter mig selv, når jeg lader disse følelser få overtaget – det ved jeg ikke med sikkerhed…?
Èt ved jeg dog, når jeg rammer bunden, bliver jeg nødt til at mærke den, se ind i dens sorte dybe øjne og acceptere den. På den måde kan jeg efterfølgende rejse mig igen, når det hele bliver for dystert og jeg trænger til at se lyset igen.
Jeg er uendeligt følsom – sådan er det. Det må jeg leve med. Både når det går op og ned.
Et er sikkert, jeg er klar til livet igen – faktisk med fornyet energi.
